Traditionen tro, så bød den første lørdag i maj op til dans. Det er nemlig her, at flokken samles til det ene af deres to årlige sociale arrangementer; nemlig heldagsarrangementet! Denne dag har tidligere budt på pubgolf (sig til, hvis I er på udkig efter regler eller en god rute ;-)), turister i egen by, middagslur på Un Mercato samt en masse andre strabadser. Så der var god appetit og glæde blandt hele flokken (minus Lippert. Han havde andre prioriteter…) til at se, hvad arrangørerne, Malthe og Casper, havde smidt i kakkelovnen denne lørdag.

Vi startede med at sætte kursen i retningen mod Sverige, men heldigvis meddelte GPS’en, at vi skulle dreje af inden vi ramte broen. Thank God! I stedet for broen blev vi ledt hen til noget der mest af alt mindede om en gammel militærbase. Dog med en masse moderne skilte for blandt andet Simgolf Amager. Og det var netop her, at dagens første stop fandt sted. Til formandens store ærgrelse, kom alle deltagere til tiden, og deraf ingen snollerpenge i bødekassen. Det har ellers været en af de helt store indtægtskilder til de seneste arrangementer. Bestyrelsen har allerede noteret det som et punkt til næste generalforsamling… at vi simpelthen er blevet for punktlige for hurtigt… Traditionen tro, så blev Malthe selvfølgelig afleveret af sin dame. Måske vi kan bestikke hende til at køre lidt langsommere, eller bevidst køre forkert næste gang.. blot for at sikre, at han ikke kommer til tiden. Men, det er satme noget af en service. Han må være en god dreng, ham Malthe. Selv Gustav kom til tiden, og han er endda flyttet langt ud på landet!

Anyway… første stop: Simgolf! Til alles store overraskelse, så havde arrangøren, Malthe (og Casper), valgt en aktivitet, som han selv dyrker adskillige gange hver uge. Så han havde både en stramtsiddende JL polo og en fin handske med i lommen. Det skulle give ham noget mere svung i køllen! Og det gjorde det i den grad også. Hele hallen rettede deres øjne mod Malthe, når først han flækkede bolden ud over stepperne. Det var dog en lidt anden historie med resten af flokken. Frederik fik lige holdt røven i vandskorpen, men så var der vist heller ikke mere at prale af. Ruus og undertegnede kæmpede hårdt om at vinde (tabe..) tjansen til at få lov til at skrive referat. Det var nemlig den person med den laveste score, der skulle påtage sig denne opgave. Malthe havde sørget for, at han i hvert fald ikke kom i betragtning til denne post, da han havde snydt så gevaldigt med sit handicap, at han nærmest kom på all time hall of fame med højeste score. Ruus sørgede løbende for at drysse lidt krydderi over golf spillet i form af dårlige jokes. Hvorvidt han stadig var lidt vingeskudt fra gårsdagens strabadser eller om han blot har fået fundet sin far-humor frem lidt for tidligt, det tør jeg ikke kloge mig på. Det var alt fra Harry Potter til håndværker jokes. Vi håber alle, at der bliver arbejdet lidt videre på leveringen af disse inden næste arrangement. Efter en god stunds hygge på den valgte golfbane i Skotland, samt et par fadøl, viste det sig tydeligt, at undertegnede enten bør droppe golf eller træne lidt mere. Referenten var i hvert fald fundet.

Herefter satte vi kursen mod et yderst populært sted for både turister og flyentusiaster; Flyvergrillen. Det var begrænset, hvor mange af logens medlemmer, der tidligere havde været der, så det var yderst spændende. Der er jo en del jyder blandt os, så det er svært ikke at få julelys i øjnene, når man ser et menukort, der er spækket med pølsemix, bøfsandwich og lign. Jeppe havde dog alt andet end julelys i øjnene – trods de jyske rødder. Han havde mere kvalme over den skønne aroma, der dansede i luften ud fra frituregryderne og alle de ristede pølser. Han fandt sig en vegetarburger, som var OK.. Burgeren fandt dog heldigvis fint selskab af en iskold flaske øl og en hindbærbrus. Så var han glad igen. Sagen var nemlig den, at Jeppe havde levet i et hul de seneste mange måneder, da han er utrolig glad for sit arbejde samt elsker at skrive skoleopgaver på siden. Så netop denne flaske øl var den første Jeppe havde haft øjenkontakt med meget længe. Eller i hvert fald den første han havde smagt på meget længe.. og det var bestemt et glædeligt gensyn. Resten af flokken var ellevilde med menuen. Eller.. det var svært lige at lure på Frederik, hvorvidt han faktisk syntes pomfritter var det oplagte måltid dagen før et Marathon. Men altså.. hvem fanden planlægger også at løbe Marathon efter et loge arrangement. Det må være ris til egen røv! Det bør nok lige tilføjes, at han gennemførte med en rigtig god tid. Måske han kan takke pomfritterne og den Cocio for det!

Efter et solidt måltid, et par larmende flyvemaskiner og en masse hindbærbrus, så gik turen tilbage mod samme sted som vi havde været tidligere. Denne gang skulle vi dog ind i en anden hal. Casper var i sit sjove hjørne, og begyndte med at lede os hen til et crossfitcenter. Crossfit er for Casper, hvad golf er for Malthe. Så det skulle jo ikke undre nogen, hvis vi skulle prøve kræfter med Caspers yndlingsaktivitet. Det var dog blot spas! Men da der ingen mennesker var på crossfitstedet, så udnyttede Casper muligheden for at køre dagens indslag; det var nemlig ham, der skulle stå for det. Uden at gå for meget i detaljerne, så var det et virkelig stærkt indslag, der førte til adskillige gode snakke resten af dagen. Et stenkast fra crossfitstedet finder man et klatrecenter, hvor man kan lave bouldering. Og det var næste aktivitet! Der blev hurtigt klædt om, og så var det ellers bare at starte med de grønne ruter, og så derefter udforske de forskellige sværhedsgrader. Der var stor forskel på niveauet blandt de ‘lokale’ gutter, der klatrede rundt i bar’ kas, og os. Man kunne tydeligt se på Casper, at der var en indre trang til at smide t-shirten og hoppe med på bar’ kas vognen. Men han holdt sig i skindet. En anden yderst morsom episode var, da Jeppe kravlede helt op øverst på væggen, hvorefter det så gik op for ham, at han har bragende højdeskræk og havde lidt udfordringer med at komme ned. Ikke nødvendigvis den bedste cocktail. Men det var heldigvis blot bouldering og ikke klatring med reb. Så havde det nok været en helt anden snak.. Til de tørstiges orientering, så serverer de også et fornemt udvalg af forskellige specialøl inde i centeret. Det er en perfekt måde at slutte af efter et par gode timer på væggen. Og også en perfekt måde at holde dem, der ikke klatrer, underholdt undervejs.

Dernæst blev vi hentet af en hyrevogn, der satte retningen mod Kødbyen. Der blev først joket lidt med, at vi skulle ind at spille minigolf, men der var helt andre boller på suppen. Vi skulle i stedet hen på Enghave Plads og mødes med en yderst interessant fyr. Vi skulle mødes med Louis, 33 år. En tidligere kriminel og stofmisbruger, der i dag har lagt den gamle hverdag bag sig og sat kursen mod en ny tilværelse. Louis viste os herefter rundt på Vesterbro, og fortalte os historier, som man ellers umiddelbart kun vil tro sker på film. Louis har selv boet, og tilbragt adskillige år i netop dette hood, så der var mange steder, der bragte gamle minder med sig. De specifikke detaljer bliver I sparet for her. Det var en stærk, skræmmende, og samtidig yderst vild oplevelse. Det kan helt klart anbefales, hvis I er på udkig efter en anden type oplevelse i Kbh end en tur op i Rundetårn eller kanalrundfart. Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg vil vælge. Og det er hverken Rundetårn eller en tur på vandet. Vi bookede det gennem Gadens Stemmer. Det er bare med at få fingeren ud, og booke til dit næste event. Og hvis Luis stadig er en del af det til den tid, så kan du rolig efterspørge at få ham som din guide. Han er en rigtig god fyr, som man efterfølgende har fået lyst til at mødes med til at drikke en øl eller to!

Efter et par hyggelige timer med Louis, så var det blevet tid til aftenens sidste stop; Mæxico. Her serverer de ‘all you can eat & drink’ menu. Casper er åbenbart en hund efter Mojitos, så der gik ikke mange minutter før den første kande ankom til bordet, og kort efter var den tom og forladte bordet igen. Ganske fint koncept. Specielt hvis man har appetit som Jeppe og Casper. De rykkede nok en 15-20 tacos hver. Personligt var jeg ganske imponeret af bedriften. Det er dog intet til sammenligning med min bekendte, Lasse, der før har flækket 26 tarteletter på 1 time. Og hvis du er i tvivl om, hvorvidt det passer, så prøv bare at booke bord på Franks Kro. Der hænger nemlig et bevis i form af et guldskilt på væggen derinde. Nå.. det var lidt af et sidespring! Frederik er første mand til at forlade forsamlingen. Det sker kl. 21.29. Arrangementet var ikke givet fri endnu, og det betød altså, at aftenen var reddet, da dagens første og sidste bøde kom i hus = flere snollerpenge til klubkassen.

Arrangementet blev gjort fri efter vi forlod Mæxico. Ruus, Malthe og jeg sluttede lige af med den ‘bagerste’ på en beværtning i nærområdet. Ruus og jeg tog dernæst en hyrevogn hjem sammen, og besluttede på vejen, at vi nok hellere lige måtte få den allerbagerste oppe hos mig. Det gjorde vi så. Vi vendte det sidste af verdenssituationen. Så blev det ellers tid til at hoppe i kassen. Undertegnede skulle tidligt op at male dagen efter, så det var skønt. Andre skulle løbe maraton. Andre skrive speciale. Andre sove længe.